Bøn og spontanitet

"Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn,
kommer slet ikke ind i det". Sådan lyder det hver gang, vi
holder barnedåb". Men hvad er det mon for et billede, vi ser
for os, når vi hører de ord? Sygehuspræst Preben Kok berører
spørgsmålet i sin bog: Skæld ud på Gud. Han mener, at
billedet for mange er et glansbillede. "Man ser en velfriseret
5-årig i matrostøj, der spankulerer ind gennem perleporten
uden at kny, men barnet i det glansbillede opfører sig jo slet
ikke som et barn, men som en lille voksen."

Preben Kok opfordrer til, at vi gør op med det glansbillede.
For hvad er et lille barn? Børn er jo ikke bare englebørn, der
altid gør, hvad der bliver sagt. Nej, børn kan tværtimod være
både egoistiske og krævende. "For mig", siger Preben Kok,
"er barnet i billedet et 18 måneder gammelt barn, der klokken
3 om natten står og rusker i sin tremmeseng og skriger. Det
siger ikke, "kære forældre, hvis en af jer skal på toilettet i
løbet af de næste 4 timer, så vil jeg gerne bede om et glas
vand" Nej, for barnet er tørstigt, og derfor skriger det som det
naturligste af alt. Og forældrene accepterer, at det skriger. De
har ikke engang behov for, at barnet forklarer, hvad det vil.
Det ved på forhånd, hvad barnet savner og kan finde ud af,
hvad der skal gøres".

"Den, der ikke tager imod Guds rige som et lille barn, kommer
slet ikke ind i det". Meningen med de ord er altså ikke, at vi
skal tage matrostøj på, når vi nærmer os perleporten. Men det
betyder snarere, a t hvis vi i alvorlige situationer ikke tillader
os at være lige så spontane som det lille barn er spontant, hvis
vi ikke skriger, som et lille barn skriger, så opdager vi heller
ikke Guds storhed ­ opdager ikke Guds kraft, der udfolder
sig i vores afmagt.

Jeg mener sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen i høj
grad rammer tonen i dette "skrig" i sin lille bønnebog:
"Fra det dybe råber jeg til dig Herre". F.eks. i følgende
bøn: "Gud! Her gik jeg og troede, at du var en, jeg kunne
henvende mig til og så få hjælp. Jeg troede, at du sørgede
for, a t der var en vis orden og retfærdighed i tingene.
Nu ser det ud, som om ingen af delene er tilfældet. Jeg har
ikke fået den hjælp, jeg bad om, det synes så uretfærdigt. Mit
billede af dig er gået i stykker, og hvad gør jeg så nu, Gud,
når du ikke er, som jeg troede. Hjælp mig til at finde ud af
hvem du så er, så jeg ikke mister dig, nu hvor jeg har allermest
brug for dig."

Når vi står i en alvorlig krise har vi muligheden for at skrige
vores nød til Gud. Og jeg tror, man i den situation har oplevet,
at Gud trods alt svarer med sit nærvær. At Gud er os nær, på
samme måde som en mor er hos sit syge barn, er ved sengen
under barnets gråd. Hun har ikke påført barnet sygdommen,
og hun kan heller ikke altid gøre så meget for at fjerne den.
Men bare i det, at hun sidder der, ligger en kolossal forskel.
"Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn...".
Med de ord vil Jesus befri Gudsbarnet inde i os. Barnet, der
skriger og rusker i tremmesengen, fordi det er tørstigt eller på
andet måde trænger til nærhed og omsorg. Det handler om
at kunne tage imod.