"Gemenskap (fællesskab) runt bordet". Sådan kaldes
en anderledes gudstjeneste, som regelmæssigt finder
sted i Lund Domkirke. En fredag aften i september
havde en lille skare af aldersmæssigt og socialt højst
forskellige mennesker ­ deriblandt min kone og jeg ­
fundet vej til denne gudstjeneste.
Her sad vi nu under domkirkens hvælvinger omkring et dækket
bord. I stilhed og til orgelmusik indtog vi en skål varm suppe,
hvorefter den kvindelige svenske præst gav et oplæg om afte-
nens tema: "Skuffelse".
Siden blev ordet givet frit, og mikrofonen gik rundt, for at
enhver, der havde lyst, kunne bidrage med sine erfaringer og
tanker om emnet. Samtalen drejede efterhånden hen på, at
skuffelse også kunne være skuffelse over kirken, som en ældre
dame i kørestol nævnte: "f.eks. højmessens pomp og pragt
med processioner og storladen liturgi, hvor man selv føler sig
som en lille mus".

Efter nogen ordveksling herom tog en ung teologistuderende
ordet og nævnte, at kirken egentlig også på nogle måder
havde skuffet hende. Med tiden fik hun det dog vendt til noget
positivt. For når kirken bestod af fejlbarlige mennesker, så var
der også plads til hende.
Vigtige og vægtige ord af et ungt menneske. Det betyder selv-
følgelig også, at kirken må stille op til kritik og selvransagelse,
hvis den får nogen til at "føle sig som en lille mus". Eller til at
åbne for samtale om, hvad gudstjeneste egentlig er, og hvad
den skal gøre godt for. For os blev den åbenhjertige samtale
og nadverfejring "runt bordet" til et stærkt og ægte udtryk for
gudstjeneste ligesom en mere højtidelig og feststemt gudstje-
neste kan være det på sin måde. Afgørende er det at arbejde
på, at ingen i kirken skal føle sig uvelkommen eller føle, at der
ikke er plads til netop ham eller hende, for så har kirken for-
rådt sin fornemste opgave.
Tager vi den forestående jul, handler den ifølge evangeliet i
høj grad om en skuffelse: om et barn, der ikke var plads til.
Julen handler om, at Jesus fødtes i en stald, fordi der "ikke var
plads til dem i herberget". Altså en tidlig erfaring af ikke at
være velkommen i denne verden.
Betegnende nok går Jesu senere gerning ud på netop at skabe
plads til mennesker, som andre dømmer ude, at gøre verden
til et mere velkomment sted for syge, fattige og udstødte. Han
samlede folk af mange slags og holdt måltid med dem, vel en
slags "Gemenskap runt bordet".
Derfor er julen traditionelt også fællesskabets fest, den tid hvor
ingen uvillet bør sidde alene ­ så lidt som resten af året. Den
tradition kan vi alle være med til at bære videre i kirken og
derhjemme: At holde fællesskabet ved lige "runt bordet"
Som en handicappet kvinde udtrykte det den aften i Lund:
"Skuffelser findes. Men hver især kan vi gøre vores til, at
andres ikke går i opfyldelse. Vi kan vise lidt mere omtanke for
hinanden."
Skuffelser behøver ikke altid gå i opfyldelse. De kan vendes til
en Glædelig Jul.
Måtte julen således blive glædelig for os alle!

Ole Skov Thomsen